Erindringer om Tårnet i 1950’erne

af Ebbe Pagh Schultz

(skrevet i forbindelse med 75 års jubilæet i efteråret 2006.red.)

Jeg kom i Tårnet første gang i efteråret 1956, så faktisk har jeg i år en slags personligt jubilæum som organiseret skakspiller. Jeg var da 11 år. Anledningen var, at Bent Larsen havde gæstet klubben, og jeg havde set en artikel herom i en af de lokale aviser. Han var jo sensationelt blevet udnævnt til stormester efter olympiaden i Moskva, så han var det hotteste navn i dansk skakliv. (Flot at Tårnet havde kunnet få fat i ham!) Det blev åbningen til min egen skakverden.

Spillestedet var dengang KFUM’s fritidshjem, en træbarak ved Dronningemaen (den lå ret tæt ved Mølledammen). Luften indendørs var TYK af tobaksrøg! Efter nutidig røgpolitik skulle stedet dengang karakteriseres som aldeles uegnet for børn (!), og min mor undlod sjældent at bemærke, at jeg lugtede slemt af røg, når jeg kom hjem, men heldigvis var det da også hendes eneste indsigelse imod min deltagelse. Jeg fik den støtte hjemmefra, jeg havde brug for, når tages i betragtning, at min far kategorisk nægtede at spille mod mig, efter at jeg første gang havde banket ham….

Klubben havde dengang en flok drengespillere, vel ca. et dusin. Aldersmæssigt var jeg i underkanten, men jeg blev taget godt imod af alle. Jeg husker, at formanden dengang hed Harry Godtfredsen, og kassereren hed E. G. Jørgensen. Jørgensen var assurandør for det daværende forsikringsselskab Normannia, og sør´me om ikke han havde fået sin virksomhed til at sponsere en flot vandrepokal – Normannia-pokalen – som var klubmesterens hovedgevinst. (Gad vide hvad der er blevet af den? Den skulle – for at blive nogens ejendom - vistnok vindes 5 gange i alt eller 3 gange i rækkefølge.)

Det helt store skub fremad, som jeg fik i min interesse for skakken, skete i foråret 1957. Klubben havde en årlig venskabsmatch mod Hesselager Skakklub, og det år var det os, der kom ud til Hesselager. Holdopstillingerne var på mere end 50 mand fra begge sider. Da den lejede bus med hele holdet fra Tårnet ankom til Hotel Hesselager, opdagede Harry Godtfredsen i sidste øjeblik, at holdopstillingens 13.-mand var udeblevet. I stedet for at lave hele arrangementet om for de følgende 40 spillere, valgte han at tage sidstemanden fra listen – lille Ebbe – og stak mig ind på 13.-bordet. Han regnede vel med, at jeg kom over de klø, som det måtte kaste af sig. Men til alles overraskelse (også min egen) vandt jeg aftenens 2 partier med 1½ - ½.

Da jeg næste dag kom hjem fra skole, havde min mor lavet et udklip fra avisen med 8 linjer om resultatet fra gårsdagens match, - men overskriften lød ”11-årigt skaktalent”, og teksten citerede Harry Godtfredsen for, at jeg havde leveret aftenens store overraskelse ”mod min langt ældre og mere erfarne modstander”. Hold da helt op hvor var jeg stolt!

Et andet lille flashback, som jeg har bevaret fra mine juniordage i Tårnet, var en juleafslutning, hvor jeg vandt en knock-out-lynturnering. Jeg var vel da 13 år. (Dengang fandtes ikke skakure, så ”lyn” indebar, at formanden sad med et ur og kommanderede ”TRÆK!” hvert 10.ende sekund!)

Tilfældigvis havde jeg tidligere samme aften overværet, hvordan en af de erfarne spillere havde demonstreret en bestemt åbnings”fælde”, så jeg havde det hele parat i hovedet, da min modstander intetanende gik ind i nøjagtig den samme variant, - og så jeg kunne gøre ham færdig i flyvende fart.

Klubbens stærkeste spiller i 1. halvdel af 60-erne var uden tvivl Waagner Nielsen, men han var en meget travl mand, som ikke rigtig orkede at spille med ved Tårnets udekampe, så i 2 hele sæsoner med ham på 1.-brættet og mig på 2.-brættet spillede jeg lutter hvide partier, for ved alle udekampene rykkede jeg op på 1. bræt

Dengang var der kun få, der havde privatbiler. En af dem, der havde, var Erik Andresen, og han var ikke karrig med at køre. Jeg husker endnu en aften, hvor vi var 8 mand, der skulle til Ulbølle, og der var kun Erik og hans røde Opel Rekord Caravan. Som yngstemanden var jeg det naturlige valg til pladsen i bagagerummet, og så gik det over stok og sten med 3 på forsædet og 4 på bagsædet.

Det er nok de færreste, der længere husker, at der dengang fandtes 2 skakklubber i Svendborg. Den anden – ”Svendborg Skakklub” gik ind omkring 1970 (tror jeg – undskyld mig, hvis det er forkert, og jeg jokker på nogen derved). Tårnet var arbejderskakklubben, hvor Svendborg Skakklub var ”den borgerlige”. Skillelinjen stammer fra 30-erne med datidens sociale spændinger og den meget bevidste skabelse af arbejderkulturen. Dannelsen af arbejderskaklubberne var et led i denne kulturkamp. Heldigvis for skaklivet i Danmark har udviklingen overflødiggjort dette skel og den splittelse af kræfterne, som det er udtryk for.

Alt det med skakpolitik var jeg naturligvis lykkeligt uvidende om, da jeg trådte an som 11-årig skakpurk. Tårnet var den eneste klub, jeg kendte til, og da jeg siden blev klar over den anden klubs eksistens, var det uinteressant. Tårnet var klart den største og stærkeste af de to.

Jeg mindes i øvrigt med den største fornøjelse, da jeg i 1971 deltog i den daværende invitationsklasse ved klubbens 40-års jubilæum. 3 landskendte topspillere (brødrene Enevoldsen og ”Hedens Skræk” alias Sigfred From) blev sat sammen med de to fremmeste daværende Tårnet-spillere (Gordon Andersen og Herluf Lykkegaard) og 3 gamle Tårnet-spillere (selv samme Waagner Nielsen, Finn Nielsen og lille mig). Det hele blev afviklet som en hurtigturnering over 2 dage.
Meget lykkedes for mig i den turnering, idet jeg vandt 3 og spillede 4 remis. Det rakte til en delt 2.-plads. (Det var blevet til en delt 1.-plads, hvis ikke jeg havde måttet afgive ½ point til Herluf Lykkegaard. Det var den eneste gang han kom på tavlen i den turnering, og alligevel fik hans resultat betydning for slutstillingen!)

Jeg kan sige, at den interesse, som blev grundlagt ved mine 8 ungdomsår i Tårnet, har været livskraftig. Bortset fra en pause mens jeg var værnepligtig, har jeg været uafbrudt medlem af DSU i de samme 50 år.