Untitled Document

Erindringsglimt

af Mikael Rask (Kristensen)

Det er februar 2015, Faaborg Skakklub er på besøg hos Tårnets andet hold for at spille slutspil om oprykning fra serie 1 til Fynsserien. For skribenten af disse linjer, er det altid noget særligt at besøge Tårnet, hvor jeg startede som junior og senere har været medlem endnu en periode.

I de altid hyggelige lokaler på Færgevej går snakken imellem trækkene som altid på gangen. Pludselig spørger Erik Hansen: ” Ku’ du ikke tænke dig at skrive et par linjer om, hvordan det var at spille skak i Tårnet i 70’erne — du har jo været med så længe? ”

Smak! Nu er ens erindringer fra de første skak år — lige for lidt siden - åbenbart blevet historie!

Heldigvis er Erik vist lidt ældre end jeg!

Der er gået lang tid siden, Erik spurgte, pludselig kom lysten og tiden, så hermed lidt erindringsglimt som forespurgt. Bliver det til fornøjelse for en læser, er det dejligt, ellers har det været sjovt at lade tankerne flyve tilbage.

Og ganske kort om skribentens efternavn. Det var Kristensen i min tid i Tårnet, men har i mange år efter kun været Rask.

Tilbageblik til 30’erne

Jeg lærte at spille skak af min morfar, da jeg var 6 eller 7 år gammel og syg en jul. Han fortalte med stolthed i stemmen, om sin storebror Richard, som havde været den stærkeste skakspiller i Svendborg.

Begge brødre var mangeårige smede på værftet i Svendborg, så ”skakklubben” kunne kun være én, arbejderskakklubben Tårnet. Den siden hedengangne Svendborg Skakklub blev ikke nævnt!

Min interesse for skak forsvandt aldrig helt, og da jeg blev teenager og igen fanget ind til skoleskak på Østre Skole med Holger Damkiær som instruktør, blev skak til en hobby.

Og nu begyndte jeg igen at cykle ud til Richard for at få et spil skak eller 3. Boligen var en lille, lavloftet arbejderbolig på Nyborgvej, hvor der gennem årene var røget rigtig meget tobak. Han fortalte også lidt om skakken ”dengang” og jo, han havde da godt nok engang vundet klubmesterskabet i Tårnet. Og når jeg kigger i Tårnets oversigt over klubmestre er den god nok.

Første klubmester, 1931-32, Richard Hovgesen — her stavet med v i stedet for u. Så jeg er faktisk i besiddelse af et par nedskrevne partier mod Tårnets første klubmester.

Skak i 70’erne

Skoleskakken og en kammerat gav puffet til en dag at besøge skakklubben. Jeg har ikke kunnet finde det præcise tidspunkt, men antager, at jeg er indmeldt i Tårnet og DSU i 1976. I al fald er det første parti, jeg har, hvor der står ”Tårnet” på, et klubturneringsparti fra oktober 1976.

Lokalerne dengang var fagforeningslokalerne på Odensevej 1 — det blev siden til NNF’s lokaler, jeg mener, det oprindelig var bagernes. Så Puch’en ind i baggården, ind ad bagdøren og så var man i skakklubben.

Og hvad var det så man kom ind i og ind til?

Spillelokale domineret af de røde faner på væggene husker jeg som rammen, og ellers er det mest mennesker, der dukker op, når tankerne glider tilbage. Et par — på hver sin måde — dynamiske formænd, først Ebbe Rene Frederiksen og siden Ejvind Jensen var med til at sikre et højt aktivitetsniveau med klubturnering i 3 grupper, 3 hold i hovedkredsturneringen i Mester, B og C rækken — som jo dengang var 8 mands hold i alle grupper - samt udvidelse af sæsonen med en velbesøgt, intern sommerturnering.

Og også en simultan i klubben med tidligere DM, Ulrik Rath samt et par eksterne, lokale turneringer blev det til — bestemt ting, som for en ung spiller, var med til at vedligeholde og udbygge interessen.

Det var nemt at komme ind i klubben som 16 årig, da vi gennem de 4 sæsoner, jeg var med før bolig og skak blev flyttet til Odense, hele tiden var 5-10 unge. Jeg var så heldig at være med i en periode, hvor ”mange ville meget”, så ved siden af klubskakken blev der spillet små private turneringer og matcher, og vi fandt udveje til at komme ud og spille koordineret.

Mange klubaftener blev forlænget med en afsluttende lynturnering, og når det gennem lokalet lød: ”Højt lød trompetens skrald”, så vidste vi at Helge Højgaard havde fundet et ”guldhiv”. Og det var altid med en vis bæven, man satte sig over for Ove Jørgensen, ”bageren”, som var en formidabel lynskakspiller. Mange flere kunne og burde nævnes.

Tårnet i sidste halvdel af halvfjerserne var også opkomsten af et lille klubblad, redigeret af Benny Brinch. Bestemt noget, vi så frem til at læse dengang og sjovt at gense i dag. Indlæg til bladet blev hjemme hos mig skrevet på rejseskrivemaskine — ikke elektrisk - med flittig brug af rettepapir og ”fjumreblæk”.

Skak var for mig også turene på knallert hen over Svendborgsundbroen til Sundhøjskolen, hvor jeg havde fornøjelsen af at være skoleskakleder et par sæsoner. Demobrættet kunne klemmes fast under venstre arm, og så klarede knallerten resten.

Når behovet for at læse om skak dukkede op, var udvalget af skaklitteratur stærkt begrænset. Jeg har stadig min meget lasede ”bibel”, Bent Larsens ”åbningsspillet i skak” fra 1974 stående på hylderne. Bibliotekerne havde et beskedent udvalg af mest ældre skaklitteratur, boghandelen havde — heller ikke dengang - meget om skak, så skulle man ”ose” var det ind til Odense for at besøge Axel Nielsens lille skakbutik i kælderen i Odense.

Det fynske skakliv lå i meget faste rammer. Tre til fire divisionshold, hovedkredsturnering, pokalturnering og 4 koordinerede turneringer samt enkelte hurtigskakturneringer.

Fynsturnering, Odenseturnering, Munkebo Open og Søndersø-turneringen var de faste muligheder, når vi ville spille koordineret skak uden for klubben. Alle turneringer med længere betænkningstid end i dag, og små, truende kuverter til at notere hængepartier, hvis man ikke var færdig inden for tidsrammen. Så var det på den igen, endnu en aften efter først at have brugt timer på at analysere hjemme!

Specielt Fyns- og Odenseturneringen var ”større stævner” med godt og vel over 50 deltagere, som oftest afviklet i Abildgårdskolens kantine, hvortil man kunne nå frem med tog og bus.

Munkebo og Søndersø kunne — for os uden kørekort - kun nås, hvis der var mulighed for samkørsel eller velvillige forældre. Men også det lykkedes ind i mellem.

Skak var også korrespondanceskak med de særlige k-skak kort med trækkene i talkoder - 1. 5254, 3735 var starten på siciliansk - og det var små rejseskakspil, dels de magnetiske, dels de små udgaver med plads til 6 partier, så der var plads til at man kunne holde styr på sine 6 korrespondancepartier.

Halvfjerserne var vel kendetegnet ved at mange ting tog længere tid — posten kom dog hurtigere rundt. Informationssamfundets indtog i årene efter har indiskutabelt forandret samfundet — og skaklivet — i fantastisk grad.

Men kernen i forhold til skaklivet er vist uændret. Det er samværet i klubben omkring spillet, der bærer interessen. Vist kan vi i dag spille alt det skak, vi vil på nettet, og vi har adgang til uendelige mængder af partier og information. Men uden fæller med samme interesse, bliver det lidt lige meget.

Når jeg besøger Tårnet i dag, 40 år efter starten, er der naturligt nok flest, der er kommet til siden. Men heldigvis også endnu et par stykker, der har holdt ved skakken og Tårnet gennem alle årene. Og på samme måde er det alle andre steder i (skak)livet. Det er samværet, der giver værdi og det er samværet, vi husker!

Så hermed en tak til de mange i Tårnet, der var med til at udbygge interessen for skak hos en ung spiller og til jer, der var der, da jeg var på visit for anden gang i 90’erne. Glæder mig til at gense jer, der stadig er med!

Og hvordan gik det så med mødet mellem Tårnets andet hold og Faaborgs førstehold i 2015?

Se det forbyder min beskedenhed mig at nævne, men i Faaborg ser vi med spænding frem til mødet med Tårnets førstehold i Fynsserien i den kommende sæson! (2016-17)