Skrevet september 2005 af FSU's formand Erik G. Andresen, Nyborg Skakklub.

Jeg har gennem mange år beskæftiget mig med lidt forskning, dels i min slægt og en del lokalhistorie. Hvis ingen gemmer tingene, skriver historien ned eller gemmer billeder og andet materiale, som måske synes betydningsløst nu, ender det hele i verdens største bog, glemmebogen. Så da Erik Hansen opfordrede mig til at skrive lidt om den del af Tårnets historie, jeg gennem 10-12 år som medlem oplevede, sagde jeg ja.

Jeg var som tredje generation af skakentusiaster fascineret af min farfars og fars mange kampe, så når de var på besøg kom brættet hurtigt frem. Min farfar var flerårig klubmester i Ballerup Skakklub og min far ligeså i Holbæk Skakklub, så der fik jeg min skakdåb. En aften i vinteren 1943 tog min far mig med ned i klubben. Så var jeg solgt og har siden været med mange steder rundt i landet med enkelte kortere afbrydelser.

1943, sidste halvdel af anden verdenskrig rasede, og her i landet blev tingene mere og mere besværlige. Der var i nogle perioder udgangsforbud om aftenen, så derfor måtte man begynde klubaftenerne kl. 17.00, så man kunne nå hjem inden spærretiden begyndte, som vist var kl. 20.00 eller 21.00. Datidens holdturnering hed amtsmesterskabet, men det at komme til f.eks. Kalundborg (ca. 60 km.) var noget af en langfart. Der fandtes kun tog, som gik meget uregelmæssigt og der var næsten ingen varme i kupeerne. Jeg debuterede netop i en holdkamp i Kalundborg, så det var spændende. Efter en lang og besværlig rejse var jeg klar til at gå i kamp, men ak, min modstander mødte ikke op, så det var med en kæmpe skuffelse jeg rejste hjem igen.

Skakbrættet stod altid fremme på bordet ved min fars plads, han spillede også korrespondanceskak. Når han så havde en pause mellem nogle patienter, sad han ved brættet. Senere opdagede jeg at disse kort med trækkene til modstanderne ikke altid var korrekt udfyldt. De blev brugt til at sende illegale meddelelser rundt. Der var tysk censur på al post, så breve kunne blive åbnet. Derfor var det mindre mistænkeligt og risikabelt at sende et åbent kort.

I 1953 blev jeg gift og flyttede til Tved, hvor jeg startede min fynske skakkarriere i Svendborg Skakklub. Den første aften jeg var inde for at kigge på, var der generalforsamling. Jeg var dårlig blevet sat ned før jeg blev foreslået til kasserer, men takkede nej og et ældre medlem, revisor Artur Madsen, mente også det var letsindigt at overdrage kassebeholdningen til en helt ny og ukendt. Der har nok været 40-50 kr. i kassen.

Jeg var kun med et kort stykke tid, inden jeg blev medlem af Tårnet, som også kort efter blev byens eneste skakklub. Arbejdernes Skakklub spillede i det daværende Forsamlingsbygningen i Vestergade, som ejedes af fagbevægelsen og som også var et af byens forlystelsessteder. Svendborg Skakklub spillede i Borgerforeningen, i Læsesalen, hvor den årlige turnering om bymesterskabet også blev spillet.

Skakklubben Tårnet spillede i fritidshjemmet bag Mølledammen, i daglig tale kaldet ”barakken”. Den lå ved Dronningemaen bag badmintonhallen nede for enden af Pjentemøllestræde, men findes vist ikke mere. ”Barakken” som var bygget af og tilhørte LAB, Landsforeningen Arbejdsløses Beskæftigelse, blev brugt som værested for de mange arbejdsløse før, under og efter krigen. Der kunne de få lidt varme, kaffe og kage og ellers hygge sig med forskellige spil.

Medlemmerne i de tre klubber kom fra forskellige miljøer. Dengang var der store klasseskel i befolkningen, så hvert lag sin forening, andet var utænkeligt. Svendborg Skakklub for det bedre borgerskab, Arbejdernes Skakklub for arbejderklassen, og Tårnet som et tilbud til de arbejdsløse og på et kristeligt grundlag. Det viser da også ovenstående, at det blev vedtaget på en generalforsamling at man sagde Du og var på fornavn.

Allerede på den tid gik en udjævning af disse forhold stærkt, den øgede beskæftigelse og velstand var en væsentlig årsag. Da Arbejdernes Skakklub ophørte kom mange derfra til Tårnet, så da jeg blev medlem var det en stor klub, jeg vil gætte på 50-60 medlemmer. Der var skabt et godt miljø i klubben, ikke mindst takket være formanden Harry Godtfredsens rolige men bestemte ledelse. Stadig nye medlemmer dukkede op og pladsen var meget trang, så man begyndte at tale om at flytte. Også medlemmer af Svendborg Skakklub var i 1955 så småt begyndt at melde sig ind i Tårnet. Efter at have lånt og læst den gamle protokol, kan jeg se at ikke alt i erindringen er dateret korrekt, så med støtte af det læste og hukommelsen ser det sådan ud.

Som menigt medlem deltog jeg aktivt i de fleste turneringer og klubkampe der blev afholdt. Som noget af det første jeg erindrer, er 25 års jubilæet. Min kone og jeg deltog i festen på Hotel Klostergården. Bedst derfra husker jeg Forhyringsmand Hans Winthers (Bågøes Allé) tale for damerne som meget vittig og underholdende.
Allerede dagen efter skulle vi være klar til mødet med den nyudnævnte stormester Bent Larsen til en stor simultanforestilling i Forsamlingsbygningen. Det var dårligt vejr på dagen, regn og rusk, og det så ud som om Bent Larsen havde gået langt, for han var mere eller mindre gennemblødt da han ikke havde så meget tøj på og påklædningen tydelig bar præg af, at han ikke stod øverst på nogen lønningsliste.
Bent gennemgik nogle af sine partier fra OL i Moskva, med analyser og kommentarer. Alle var fascineret af denne unge begavelse (geni). Derefter simultan mod de godt 50 fremmødte. Min sidemand var allerede efter 10-15 træk noget presset, så vi ved hans side hjalp ham lidt med analyser. Da han ikke rigtig forstod varianten, flyttede vi brikkerne for at vise hvordan. Brikkerne blev sat på plads, og da Bent Larsen kom til ham igen stod han lidt og kiggede på spillet. ”Der er flyttet om på brikkerne, den bonde er ikke flyttet frem.” Vi fik lidt røde ører, vi havde ikke stillet dem korrekt op igen. Imponerende at se det med 50 andre spil inde i hovedet.

I 1958 blev der for lidt plads i fritidshjemmet, samt nogle andre problemer omkring kaffekøb mm. Skakspillere er et sparsommeligt folkefærd, så på en stormfuld generalforsamling blev det besluttet med én stemmes flertal at optage forhandlinger med sejlklubben, der netop havde købt Færgegården, om leje af lokaler, hvilket medførte en større kollektiv udmeldelse. Man ville ikke pleje omgang med overlægen på sygehuset, direktøren på slagteriet og andre ligestillede. Jeg mener at 15-20 medlemmer meldte sig ud i løbet af den kommende tid.
Vi flyttede til Færgegården, men det blev ingen succes. Efter én sæson flyttede vi til Afholdshotellet i Bagergade, men det duede slet ikke, så det blev flyttedag igen, denne gang til Borgerforeningen, efter Svendborg Skakklub var stoppet.
Der blev Tårnet så i de år jeg var medlem. Det var virkelig fine lokaler, store og godt møbleret med behagelige stole, gode borde og godt lys. Men helt tilfredse var medlemmerne ikke, kaffen var for dyr.

I turneringer spillede man med 40 træk på 2 timer og derefter 20 træk i timen. En gang i Amtsturneringen var vi i Indslev, det var lige i vinterens hjerte med frost og lidt sne, men vi var der til tiden og spillet gik i gang. Kl. 21.00 blev det så meddelt, at nu var der kaffebord så urene måtte stoppes. Det var og er en gammel tradition, som legendariske Poul Bager, formand for Indslev, havde skabt. Uanset om modstanderne ville holde kaffepause eller ej, forlod alle Indslevspillerne brætterne og så lod de bare urene gå hvis modstanderen ikke ville have kaffe.
Når partierne blev over 60 træk var det noget af et mareridt, og den aften trak det længe ud. Klokken var næsten 2, da vi ad isglatte veje kørte hjem, så inden alle var hjemme var klokken over 3. Jo, der var entusiaster til dengang.

En dejlig søndagstur med damer gik til restaurant Næsbyhoved Skov med madkurv. Hvem der var arrangør husker jeg ikke, men flere klubber deltog. Der blev så spillet en turnering og mens vi spillede var der en masse spil og underholdning for damerne, sluttende med fællesspisning og hygge.
Om sommeren blev der i flere år dannet forskellige grupper, der så spillede en aften hver anden uge, afsluttende med spisning. Her deltog også koner og kærester og brændevinen må have været billig, for vi drak en masse af det. Dengang var der ikke så meget trafik eller politi på vejene, og ballonerne til at blæse i var ikke opfundet…heldigvis.

En nogenlunde fast kreds af spillere deltog hvert år i Fynsmesterskabet, der blev spillet i K.F.U.M.s lokaler på Klosterbakken i Odense. Det var fast tre søndage i februar og marts med ca. 200 deltagere i et stort lokale. Vi sad som sild i en tønde og tobakstågerne sænkede sig hurtigt over lokalet, så man næsten skulle have en kniv for at skære sig igennem, stakkels ikkerygere. Turneringslederen Hakon Nielsen og hans assistenter sad hævet over masserne ved et kateter og sørgede for at holde røgfrekvensen med hver sin havaneser.
To runder hver gang, vist fra 09.00 til 13.00 og 14.00 til 18.00. Vi 6-7 gutter fra Svendborg skyndte os altid i første runde, så vi hurtigt kunne komme over i Kroen i Krogen ved Industripalæet. Der blev så spist vor medbragte mad og raflet om brændevin, så meget vi kunne nå inden anden runde, så det var ikke altid lige god skak der blev spillet om eftermiddagen. Inden hjemkørslen lige lidt rafleri igen og så blev alle proppet ind i bilen. Hjemad steg tørsten hurtigt, så første stop blev Højby Kro, der var jo nogle der skulle have revanche. Atter gik det hjemad, men Kværndrup Kro var ikke til at komme forbi, så seancen gentog sig. Når vi så nåede Svendborg ved 21-22 tiden, var det for tidligt at gå hjem, så det blev som regel til et par godnatbajere et eller andet sted i byen.

På den organisatoriske side gik det godt i de år. Det boom Bent Larsen skabte varede ved, få holdt op og nye kom til. Waagner Nielsen, som var journalist på Svendborg Avis, gav klubben god pressedækning og hans faste skakspalte var til stor gavn for skakinteressen.

I 1963 blev jeg valgt til formand. Jeg og klubben havde ca. et halvt år efter den sorg, at miste min gode ven, vor mangeårige kasserer E.G. Jørgensen, Vestergade, der pludselig afgik ved døden. EG var forsikringsmand og kørte rundt i sit distrikt på sin knallert iført jakkesæt og altid en grøn filthat på hovedet. På sine mange ture kom han ofte forbi mig og så kom skakspillet frem, jo vi havde mange hyggelige timer. En morsom ting omkring EG var, at når han fik betaling (kontingent mm.), tog han pengene i lommen og noterede på bagsiden af en tændstikæske hvor og hvad. Godt nok lå den tomme æske tilbage når han var kørt, men han havde god styr på finanserne, andre vide hvordan. Et stort savn efter dette dejlige menneske, altid glad og gemytlig.

Bestyrelsen arbejdede med forskellige tiltag for at skabe fremgang. Et lyst hoved foreslog at nu skulle vi have damer til at spille skak, vi havde kun ét kvindeligt medlem. Der blev så annonceret og skrevet i avisen og der kom også nogle damer, måske 5-6 stykker, så det var fint nok, i starten. Senere gav det nogle spillere problemer på hjemmefronten og endte vist nok i et par skilsmisser.

Af mere succesfyldte foretag var skoleskak, hvor vi fik startet op med undervisning hver mandag eftermiddag. Jeg underviste ca. 15 drenge den vinter, og der blev arrangeret en turnering om Skolemesterskabet for Svendborg for 4-mandshold, direktør H. Søgaard, Andelsbanken gav en flot sølvpokal. Dette var medvirkende til at vi kunne oprette en juniorrække af mange lovende drenge, som jeg har den glæde af, stadig at møde omkring på Fyn. Jo, Tårnet var fremme i skoene, det var før der rigtigt blev tænkt på skoleskak.

I Tårnet har jeg nok haft de bedste skakår, dels var jeg ung dengang og i klubben var der en god atmosfære og et virkeligt godt kammeratskab. Alle havde det godt med hinanden trods forskelligheder, med mange er det blevet til et livslangt venskab på privat plan.

Jeg kunne blive ved med mange sjove episoder, men de var sjove i situationen og man skal kende de pågældende personer, for at få glæde af dem. Navne på de mange forskellige medlemmer er ikke nævnt, så der bliver ingen sager om injurier, selv om alt det vi oplevede tåler dagens lys, men ikke er egnet til at blive sat på tryk.