Klubturnering 2024-2025

5. runde i klubturneringen spilles den 25/11.
Tårnet Sæsonstart EMT XXIII 2024

Sæsonstart EMT er færdigspillet. Resultatet kan ses her.
Taarnets 39. Pokalturnering, 2024-25

Alle indledende partier afviklet. Vi trækker lod til 1/8-finalerne den 25. november, inden vi går i gang med 5. runde af klubturneringen. Så er der flest tilstede. 1/8-finalerne er programsat til 9. december 2024.
Holdturneringen 2024-25

Uge 46: Tredieholdet kæmpede bravt mod favoritterne fra Middelfart. Andetholdet er oversidder. Førsteholdet fik ca. ét point mindre end forventet.

Skakklubben TÅRNETs


40 års jubilæumsturnering


Lørdag 27. – søndag 28. november 1971

Af Erik H. Hansen

Jeg er i besiddelse af et program fra Tårnets 40 års jubilæumsturnering, som har en vis historisk interesse for Svendborg og omegn i almindelighed, samt skaklivet på Sydfyn og øerne i særdeleshed. Klubbens formand gennem 6 år (1968-73 og igen 1975-76) Gordon Andersen bød velkommen i programmet, som i øvrigt havde en pris af 3 kr.

I anledning af 40 års jubilæet…

…er det mig en stor glæde på Tårnets vegne, at kunne byde deltagerne i vor jubilæumsturnering hjertelig velkommen! Jeg håber, vi må få et par fornøjelige og udbytterige dage sammen.

Den 27. november 1971 er det 40 år siden, Tårnet blev stiftet i tilknytning til KFUM’s sociale arbejde, hvilket vi har ønsket at markere med denne turnering. Tårnet har gennem sit fyrretyveårige virke haft sin andel i det sydfynske skaklivs trivsel; et virke som har været baseret på et aktivt og rigt klubliv samt et snævert samarbejde med andre sydfynske klubber.

Gennem en så lang årrække kommer en klub til at stå i en dyb taknemmelighedsgæld til en lang række enkeltpersoner, som gennem deres virke i klubben har sat deres præg på denne. Det vil her være umuligt for mig at omtale alle, men jeg håber, man vil finde det naturligt, når jeg nøjes med at nævne tre navne og lader disse tre stå som eksponenter for de øvrige, nemlig: Klubbens første formand og medstifter, vort æresmedlem Kr. Kristensen. Vort andet æresmedlem, indehaver af Dansk Skak Unions hæderstegn og klubbens formand gennem 18 år, Harry Godtfredsen. Og endelig mangeårige 1. brætspiller og indehaveren af 18 (!) klubmesterskaber, Viggo Pedersen.

I det sidste årti har skaklivet på Sydfyn og øerne været inde i en stagnationsperiode. Det er klubbens håb, at denne turnering må være medvirkende til at skabe fornyet interesse om vort ædle spil.

Til slut vil jeg gerne rette en tak til alle, enkeltpersoner som institutioner, der på den ene eller den anden måde har medvirket til at muliggøre denne turnering. En særlig tak rettes til rektor E. Sneskov, som med sit tilsagn muliggjorde, at turneringen kan afvikles under så gode spillemæssige forhold.

Turneringens program
Officiel åbning lørdag den 27. november kl. 9.00 ved viceborgmester Gunnar Nielsen.
Afslutning med præmieuddeling i aulaen søndag den 28. november kl. 16.00.

Spillested:
Statsgymnasiet, A. P. Møllersvej.

Spilletider:
Invitationsklasse, veteranklasse og juniorklasse:
1. runde: lørdag kl. 9.15 - 10.45
2. runde: lørdag kl. 11.00 – 12.30
3. runde: lørdag kl. 14.30 – 16.00
4. runde: lørdag kl. 16.30 – 18.00
5. runde: søndag kl. 9.00 – 10.30
6. runde: søndag kl. 10.45 – 12.15
7. runde: søndag kl. 14.00 – 15.30

Holdturneringen afvikles søndag fra kl. 10.00 – 12.00 og igen fra kl. 13.00 – 16.00. Ikke færdigspillede partier vil derefter blive bedømt.

Propositioner:
Invitationsklasse, veteranklasse og juniorklasse.
Turneringerne afvikles efter Dansk Skak Unions reglement for hurtigskak med betænkningstid 45 min. pr. parti over 7 runder. I tilfælde af pointlighed afgøres placeringen i invitations- og veteranklasse efter Sonneborn-Berger systemet, men kontante præmier deles. I juniorklassen afgøres placeringen efter summen af modstanderpoints (bortset fra de to lavest placerede modstandere). Subsidiært foretages lodtrækning.

Holdturnering:
Spilles i gruppe A med en betænkningstid på 2 timer til første 36 træk, derefter 18 træk i timen. I gruppe B spilles efter samme regler, dog kun såfremt begge spillere er enige herom, i modsat fald benyttes ikke ur.

Turneringskomite:
Poul Dahl
Herluf Lykkegård
Carl Nielsen
Turneringsleder:
Ole Gottschau

Præmier
Invitationsklasse:
Svendborg bys ærespræmie samt 3 kontante præmier skænket af pengeinstitutterne i Svendborg. Juniorklasse: Skakklubben Tårnets ærespræmie, 3 kontante præmier samt 3 bogpræmier.

Veteranklasse:
3 præmier.

Holdturnering:
Gruppe A: 1 skakur.
Gruppe B: 1 skakur samt 2 sæt skakbrikker.